Som en del er klar over, så blev der i fredags afholdt Band Battle i Pumpehuset, hvor vinderen af de fire optrædende bands vandt et job på SPOT Festivalen, der afholdes i starten af maj.
De fire bands der alle leverede fantastiske optrædener var: Paper Tigers, New TV Wonders, Whores and Thieves og LoveSpeed. Det var måske ikke et stopfyldt Pumpehuset, der lagde rammerne til de fire koncerter, men stemningen var elektrisk, og alle de fremmødte fik uden tvivl, hvad de kom efter. En aften med rockmusik leveret præcis som den skal leveres: kompromisløs, larmende og ikke mindst live.
Dommerpanelet bestod af repræsentanter fra både Pumpehuset og SPOT Festivalen, så det var nogle yderst kompetente herrer, der bestemte, at det bliver LoveSpeed, der får chancen for spille til SPOT Festivalen, der er et af vores lands absolut bedste udstillingsvinduer for musikere, der gerne vil spottes af internationale pladeselskaber, musikhjemmesider eller magasiner. Det var eksempelvis her, at Rolling Stone Magazine fik øjnene op for The Raveonettes, og kaldte dem noget af det mest interessante og værd at holde øje med, hvilket har vist sig som en sand spådom.
Hvorvidt LoveSpeed kommer til at få samme succes som Sune Wagner og Sharin Foo må tiden vise, men der er ingen tvivl om, at deres musik er af høj klasse, hvilket også er grunden til, at det endte med at blive netop dem, der vandt foran et ellers meget stærk felt bestående af fire fremragende bands. Så selvom det i denne omgang blev LoveSpeed, der kan kalde sig vindere, er der ingen tvivl om, at alle bands kunne være værdige til SPOT Festivalen.
LoveSpeed – Cracks

Mest læste nyheder