30.10.2012 | af:

Belle Ville – inspireret af København

Når WhoMadeWho drager ud på deres efterårsturné, har vi sørget for, at de har et par bands med fra vores Tak Rock database til at være support for dem. Når de giver koncert i Vejle den 17. november og 14. december i Roskilde får de hjælp af bandet Belle Ville. Der ligesom WhoMadeWho bevæger sig i den elektroniske genre.

Vi greb muligheden til at stille et par spørgsmål Line Gøttsche Dyrholm, der er den ene halvdel af Belle Ville, den anden halvdel udgøres af Anders Kirk. Bortset fra når de spiller live, så udgør de to nemlig kun halvdelen, da de også har en trommeslager og en trompetist med i live-sammenhæng. At Belle Ville udgøres af 50% mand og 50% kvinde, afspejler sig i musikken, der er feminint drømmende på teksterne og lyden blandet med maskuline beats.

“Belle Ville” fungerer bare godt
Belle Ville kan betyde mange ting, men det betyder dog ikke, at der er den helt store dybere mening med navnet med skjulte hentydninger til franske bydele i Paris. Det er bare et navn, der har hængt ved, lige siden en aften hvor Line sad og tænkte på noget LEGO legetøj af samme navn, som hun ikke måtte få da hun var en lille pige. Det er ifølge Line også bare et navn, der slet og ret fungerer godt.

Navnet kan dog sagtens overføres til København. Line fortæller om at være flyttet fra Randers til hovedstaden: “Jeg følte mig hjemme i byen fra første dag, og jeg kan stadig få et lille sug i maven, når jeg kommer til at tænke på at jeg virkelig har hjemme i denne smukke, smukke by. Vores sange er inspireret af det liv, som København danner rammen for.”

Nappede WhoMadeWho’s taske ved en fejl
Som bekendt har WhoMadeWho valgt, at de gerne vil have Belle Ville med ud og spille, men WMW holder nok øje med deres tasker denne gang. Belle Ville og WhoMadeWho har nemlig en sjov lille historie bag sig, som Line fortæller:

Vi spillede engang på festivalen Musik I Lejet, hvor én fra vores crew ved en fejl kom til at tage én af WMH’s tasker med, da vi pakkede bil. Da vi først på natten sad i bandbussen på vej tilbage mod København sammen med Shanghai, ringede de fra Musik I Lejet og sagde at der manglede nogle ting i backstage-skurvognen. Vi havde fået nogle øl, men da det var vores daværende trommeslager, der var mest påvirket, kiggede alle på ham, og han måtte tage turen den næste dag og aflevere tasken tilbage. Vi er glade for at WMW-drengene alligevel vil arbejde sammen med os, og vi vil gøre alt for at indfri – og overstige! – deres forventninger.”

Brandvarme og singleaktuelle
Belle Ville har netop afsluttet deres tour sammen med Rangleklods, hvilket også betyder at de er i topform. De er i studiet i øjeblikket for at færdiggøre deres udgivelse, som kommer ud næste år, og indtil da er de også tilfredse med at være “lille-bror” bandet, som får lov til at låne de større navnes fyldte koncertsale

“Det er en super fed udfordring, som vi glæder os til at tage op igen, når vi skal afsted med drengene fra WMW.” Samtidig udtrykker Line også glæden ved et tiltag som Tak Rock, der giver chancen til nogen af de mindre bands, også selvom det ikke lige nødvendigvis er traditionel rockmusik. “Som ung upcoming musiker handler det om at benytte alle de muligheder, der er for at komme frem med sin musik”

Lige nu er Belle Ville aktuelle med singlen Shiftings, og den har fået en ganske glimrende modtagelse.
“Vi har fået en masse blogomtale, blandt andet fra Berlin-bloggen Nordic By Naturen, som i forbindelse med singlen udnævnte os til at være Band Of The Week. Desuden er der et remix på vej fra Rangleklods, som vi også er virkelig spændte på.

Vi er også meget stolte af musikvideoen. Videoen fanger virkelig den stemning, vi vil udtrykke med nummeret. En musikvideo er ekstremt udleverende – den indeholder så mange informationer om én: Hvordan man ser ud, hvordan man bevæger sig, hvad man har at sige i sin tekst, hvordan ens stemme lyder osv. – det er virkelig hele pakken!

Du kan se videoen her, og høre meget mere fra Belle Ville på deres bandsprofil.

Relateret indhold